Norfors deltager i Kata Fondens virksomhedsprogram

23. aug 2024

Kata Fondens virksomhedsprogram er en ny og unik tilgang til samarbejde mellem folkeskole og virksomhed. Programmet adskiller sig ved at inddrage de deltagende virksomheder allerede i planlægningsfasen af et samarbejdsforløb, hvilket giver virksomhederne mulighed for at komme med ideer og input til forløbet.
Rude Skov Skole er en af Danmarks 10 LEAPS-skoler. På en LEAPS-skole laver man skole efter en unik projektmodel. Eleverne på alle årgange arbejder i flere længerevarende projektforløb af 6-8 ugers varighed. Forløbene tager afsæt i virkelighedsnære problemstillinger. I dette tilfælde skal 2. årgang, lærere og Norfors arbejde sammen om temaet “Har du affald med i madpakken?”

Målet er, at den enkelte årgang samarbejder med en virksomhed i mindst ét LEAPS-forløb per skoleår i hele sit skoleforløb fra 0. til 9. klasse. På denne måde vil den enkelte elev gennem sin skoletid opleve samarbejdsflader med mange forskellige virksomheder, og derigennem få tydeligere blik for kobling mellem skolens fag og erhvervslivet.