
Norfors partner i Gate 21’s projektet ”Energi på Tværs”
PARTNERSKAB: Norfors er sammen med en række andre energiselskaber partnere i Gate 21-projektet Energi på Tværs. Det skaber fælles grobund for at fremme samarbejde og videndeling mellem kommuner, region, forsyningsselskaber og andre nøgleaktører
Erfaringsudveksling og videndeling er to af de væsentligste årsager til, at Norfors er del af Gate 21-projektet ”Energi på Tværs”. Om det siger Jette Miller, direktør i Norfors:
”Sammen med de øvrige energiselskaber, kommuner og andre partnere arbejder vi for at skabe effektiv grøn omstilling. De udfordringer, som vi skal finde løsninger på, er komplekse og kender ikke til grænser – på samme måde som forbrugernes forventninger til forsyningssikkerhed reelt hverken kender til kommune- eller forsyningsgrænser”.
Gate 21 sigter mod en koordineret indsats for at fjerne barrierer, fremme innovation og sikre en bæredygtig energiforsyning, der lever op til både nutidens og fremtidens behov. Indsatserne udvikles og tilpasses løbende ud fra projektdeltagernes behov.
Videndeling om jord- og ressourcehåndtering
I projektets nuværende fase fokuseres der primært på udbredelse og elektrificering af fjernvarmen samt genanvendelse af råstoffer. Det giver god mening for partnerskabets medlemmer, siger Jette Miller:
”Som samfund står vi over for en fælles udfordring med jord- og ressourcehåndtering. Jo mere, vi kan genanvende – jo mere vi kan undgå at bruge jomfruelige materialer, desto bedre”, siger Jette Miller og uddyber:
”Én af de arbejdsgrupper, som Gate 21 faciliterer, har fokus på videndeling og muligheder for samarbejde omkring anvendelse og genanvendelse af råstoffer til fjernvarmen – for eksempel, når vi skal nedgrave fjernvarmerør. Hvordan kan vi lære af hinanden i projekteringen – er der noget, vi kan gøre bedre. Og jordhåndteringen – er der noget, som vi kan gøre her for at gentænke vores tilgang? Er der viden, vi kan dele. Det er givtigt for alle – uanset hvilken kommune eller forsyning, som man kommer fra”.
Det er inden for arbejdsgruppernes mandat under ”Energi på Tværs” at kigge på hvilke lovmæssige barrierer, der kan være for nytænkning af jordhåndtering – herunder tiltag til forbedring af myndighedsbehandling og ny brug af jordhåndteringsanlæg. Den viden vil blive delt i arbejdsgrupperne.
Konkrete forslag til ændringer
Ud over deling af viden om jord- og ressourcehåndtering, er formålet med arbejdsgrupperne at se på barrierer for ensartet og forudsigelig myndighedsbehandling samt effektiv sagsbehandling ved tilladelser, kontrolkrav, mellemdeponering osv. Om det siger Sofus Rex, direktør i Gate 21:
”Vi vil rigtig gerne tilbyde at facilitere og skabe rammerne for effektiv jordhåndtering i forbindelse med fjernvarmeprojekter. Vi bliver mere og mere pressede på at finde eller etablere arealer til håndtering af overskudsjord tæt på byområderne på grund af restriktioner i kommuneplanerne – og her vil Gate 21 gerne skabe rammerne for fælles drøftelser på tværs af kommune- og forsyningsgrænser og ikke mindst dele erfaringerne med god praksis, som vi høster i vores projekter”.
I regi af Gate 21 kan det også undersøges, hvilke muligheder der er for at skabe mere ensartethed og forudsigelighed i myndighedsbehandling og i rammerne for, hvordan afgørelser træffes omkring eks. tilladelser, tidsrammer og kontrolkrav i affaldsbekendtgørelsen. Det vil sammen andre temaer inden for energi og forsyning være målet for arbejdsgruppen Energi på Tværs.
FAKTA: Partnere i Gate 21-projektet Energi på Tværs.
Forsyningsvirksomheder
ARC, ARGO, CTR, HOFOR, VEKS, Vestforbrænding, Ørsted og Norfors
Kommuner
Albertslund, Allerød, Bornholm, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Fredensborg, Frederiksberg, Frederiksund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lyngby-Taarbæk, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Solrød, Tårnby og Vallensbæk.
Læs mere: