
Forsyningssikkerhed til alle Norfors-borgere
FORSYNINGSSIKKERHED: Norfors leverer i dag varme til 60.000 borgere i Nordsjælland. I avisen har du måske læst, at Norfors ikke kan selskabsgøres. Men hvad betyder det for dig som Norfors-borger – forsvinder varmen i stuen?
Som borger i Norfors’ forsyningsområde kan du stole på, at du fortsat vil modtage fjernvarme. Det har vores bestyrelse nemlig bestemt. Om det siger Morten Slotved, der er formand for Norfors og borgmester i Hørsholm Kommune:
”I Norfors ejerkommuner er der ingen tvivl. Statens uklare og manglende tilbagemelding skal ikke gå ud over vores borgere. Derfor har vi i bestyrelsen besluttet at sætte forsyningssikkerhed først. Norfors leverer varme til alle i forsyningsområdet”.
Norfors ejes af kommunerne Allerød, Hørsholm, Fredensborg, Rudersdal og Helsingør – og der leveres varme til fire af de i alt fem ejerkommuner.
Hvad er forsyningspligt?
Norfors har det, der hedder forsyningspligt. Forsyningspligten skal sikre, at borgere og virksomheder i et varmeområde har en forsyning med varme, som de kan regne med. Forsyningspligt betyder med præcist, at en varmedistributionsvirksomhed har pligt til at forsyne ejendommene i et bestemt område med varme (Projektbekendtgørelsens § 8, stk. 1).
Når en kommunalbestyrelse godkender et fjernvarmeprojekt, skal fjernvarmeselskabet sørge for, at de ejendomme, der er omfattet af projektet, kan tilsluttes senest fem år efter godkendelsen (Projektbekendtgørelsen § 8, stk. 2).
Forsyningspligt kan ophøre for et aktieselskab (A/S)
Reglen er, at forsyningspligt sikrer varmelevering – og at den leverance ikke kan stoppe. Dog har Kammeradvokaten i en juridisk vurdering for Energistyrelsen fra 31. maj 2024 udredt en situation, hvor forsyningspligten kan ophøre. Hvis varmeforsyningsselskabet 1) er et aktieselskab (A/S) og 2) går konkurs, og dermed ophører med at eksistere som juridisk enhed, bortfalder forsyningspligten automatisk.
Derfor kan det altså ske for varmeselskaber, der er aktieselskaber, hvis selve selskabet holder op med at eksistere. I det tilfælde har Kammeradvokaten vurderet, at forsyningspligten kan ophøre.
Forsyningspligten kan IKKE ophøre for et interessentskab (I/S)
De regler gælder ikke for Norfors, da Norfors er et interessentskab (I/S). Et interessentskab adskiller sig fra et aktieselskab (A/S) ved, at ejerne (interessenterne) hæfter personligt og ubegrænset for selskabets forpligtelser. Det vil sige, at det er Norfors’ ejere, de fem ejerkommuner, der bærer ansvaret.
I Norfors’ tilfælde betyder dette, at de fem ejerkommuner hæfter for Norfors’ forpligtelser – og dermed kan Norfors ikke gå konkurs i økonomisk forstand. Og det er en vigtig detalje: En kommune kan – som Klima-, Energi- og Forsyningsministeren bekræftede i forbindelse med vedtagelsen af lov 745 af 13. juni 2023 – ikke gå konkurs.
Det betyder, at Norfors som interessentskab fortsat har pligt til at levere fjernvarme – og at selskabet ikke kan gå konkurs, da interessentskabet i ejerkredsen har fem kommunale ejere.
Her adskiller forsyningssituation i Norfors område sig således fra f.eks. forsyningssituationen i Odsherred, fordi den retlige enhed, der har fået godkendt fjernvarmeprojekter, Odsherred Varme A/S, er under rekonstruktion med risiko for at gå konkurs.
For dig som borger i Nordsjælland betyder det, at varmen i stuen er sikret – og som formand Morten Slotved, borgmester i Hørsholm siger: ”Fjernvarmeleverancen fortsætter uanset den uafklarede situation, der følger af den nye lov om affaldsenergi, der trådte i kraft 1. januar 2025, og at vi fortsat afventer en tilbagemelding fra Staten på vores ansøgninger”.
Læs mere: